Rollespil i Odense

Rollespilsforeningen Føniks er en forening der samler alle former for rollespil under ét tag. Vi lægger lokaler til bord-rollespillere, Magic-nørder, Warhammer-spillere, brætspils-entusiaster, live-rollespillere og alt muligt andet.

Medlemmerne i Føniks er en herligt broget flok, der også engagerer sig i mange af Odenses store events, eksempelvis H.C. Andersen-festivalen, Odense Zombie-festival og Harry Potter Festivalen, og i byens amatørteatre, middelalder-grupper og hvor kreative, energiske mennesker ellers holder til. I Føniks vil du møde et stærkt sammenhold og en enorm begejstring for at lege og finde på. Vores foreningsstruktur er befriende åben, og gode forslag bliver altid taget alvorligt. Vi er stolte af at være nørder.

Dagligdagen i Føniks’ lokaler

Rollespilsforeningen Føniks holder fysisk til på 2. salen i Ungdomshuset, Nørregade 60 i Odense C.

Hver onsdag er der åbent i vores lokaler kl. 17-22. En slags åbent hus, hvor mange medlemmer dukker op til hygge og brætspil og hvor interesserede er mere end velkomne til at kigge forbi og høre mere om foreningen.

Mandag, tirsdag, torsdag og søndag er primært afsat til vores bordrollespilsgrupper, som du kan læse mere om ved at klikke her.

Fredag og lørdag har vi ikke noget fast planlagt i lokalerne, men de kan bookes af medlemmer til forskellige aktiviteter eller arrangementer, såsom brætspil, filmaften og workshops. Kontakt bestyrelsen, hvis du er interesseret i at arrangere noget.